Sådan gør du

Ægteskab og vielse.

 

Det er så yndigt at følges ad, men for jer der ikke har kendt hinanden i lang tid, kan ’til døden os skiller’ virke en smule forhastet.  Hvis I drømmer om en fremtid sammen i Danmark, kan ægteskab dog være et krav for, at I efterfølgende kan blive familiesammenført.

Bryllupper er smukke og at indgå ægteskab med den man elsker er sandelig romantisk. Dansk-internationale vielser omgives dog af en række praktiske og rationelle overvejelser og samt uromantiske lovpligtige procedurer.

At skippe bryllupsfest og hvedebrødsdage til fordel for den økonomiske sikkerhedsstillelse og ansøgningsgebyrer emmer ikke ligefrem af romantik. Hos ÆUG synes vi dog, at forelskelse på tværs af landegrænser og at vælge hinanden, på trods af regler, love og fordomme er mindst ligeså romantisk som ethvert drømmebryllup.

Vi beskriver i følgende, de praktiske procedurer omkring vielsen.

Ægteskab og Vielse - ÆUG - Ægteskab Uden Grænser
 
 
 

Vielse i Danmark

Hvis I overvejer at gifte jer, er der en række overvejelser som I skal tage stilling til. Hvis din partner har mulighed for at komme lovligt til Danmark (eks med Schengenvisum), har I mulighed for at blive gift her. Hvis jeres ansøgning om familiesammenføring samtidig indgives efter vielsen, får partneren lov til at blive i Danmark, på processuelt ophold.

Det varierer fra kommune til kommune, hvilke dokumenter kræves. Grundlæggende skal I dokumentere, at din kæreste opholder sig lovligt i Danmark og at vedkommende ikke er gift i forvejen. Din kæreste skal derfor kunne fremvise evt. et gyldigt visum, eller andet opholdsgrundlag, samt en civilstandsattest fra sit hjemland (engelsk: certificate of non-marriage). Inden vielsen skal I desuden udfylde og aflevere en erklæring om, at I har kendskab til reglerne om ægtefællesammenføring i Danmark, hvori det fremgår at ægteskabet ikke nødvendigvis giver ret til ophold i Danmark.

Kontakt borgerservice i den kommune, hvor I ønsker at blive gift, for at få de specifikke oplysninger om hvilke dokumenter I har brug for. Vi anbefaler at I forbereder jer i god tid, da nogle kommuner kræver at visse udenlandske dokumenter er oversat af en autoriseret translatør og valideret i Udenrigsministeriet, samt at sagsbehandlingen forinden vielse af et dansk-internationalt par, kan tage længere tid.

 

Vielse i udlandet

ÆUG kan desværre ikke vejlede omkring mulighederne for at blive gift i udlandet, da vi ikke har ressourcer til at være ajourført omkring regler og praksis i andre lande.

Hvis I ikke har mulighed for at blive gift i Danmark, eller I foretrækker at giftes i den udenlandske partners hjemland, skal I kontakte den danske ambassade, konsulat eller myndighed, der står for vielser i landet og spørge hvilke dokumenter I skal fremvise. Som minimum kan I forvente, at I skal medbringe en dansk civilstandsattest eller ægteskabsattest. Denne udstedes af den kommune hvor den danske partner er bosat, eller fraflyttet og skal som regel være legaliseret af Udenrigsministeriet.

I kan også vælge at gifte jer i et helt andet land, hvor ingen af jer er bosat. Uanset hvor i verden I gifter jer, kan jeres ægteskab anerkendes, så længe det ikke strider mod dansk ret. F.eks bliver ægteskab med en mindreårig, et bigamisk ægteskab eller en vielse, hvor begge ægtefæller ikke selv var til stede, ikke anerkendt

Ægteskabet er gyldigt i Danmark, så længe det anerkendes af de officielle myndigheder i landet. Den danske kommune kan kræve, at vielsesattesten oversættes til dansk eller engelsk og legaliseres eller apostillestemples.

Hvis du bor i Danmark og bliver gift i udlandet, har du pligt til at få ægteskabet registreret hos din danske kommune hurtigst muligt. Dette skyldes, at din civilstatus har betydning for dine skatteforhold og udbetaling af diverse tilskud.